Anmeldelse: Blues i Kino 8. juni

B.Loose flåede i alle organer med medrivende blues spil og rå blues mama vræl.

MEN først en skøn sing a song writer, Simon Hebeltoft Hansen. Hundested Kino afholdt sæsonens anden koncert på endnu en skøn sommer aften, med smuk himmel og god stemning og et veloplagt publikum.

Det må være sin sag at gå på scenen foran et publikum, der er kommet for at høre et blues-band trykke den af; men det gjorde Simon Hebeltoft Hansen i Hundested Kino den 8. juni og jeg synes, at han gjorde det godt! Det er for mig stadig dybt fascinerende, så stærkt et eneste menneske med en akustisk guitar kan fremtræde.

Simon sang og spillede, såvidt jeg kunne høre, mest egne sange, bl.a. ”Fall” og Things you cannot Kill”. Smuk stemme, fint guitarspil og gode og tankevækkende tekster. En rigtig sing a song writer. Jeg tror man kan høre ham på ”Himmelstorm Festival” senere på sommeren. Der ligger også et par sange på ”Sound Cloud” for dem, som ikke vil vente så længe.

Og så til aftenens hovednavn: B.Loose: Der blev unægtelig flået noget mere i strengene, da B.Loose gik i gang. Den Beth Hart- og Etta James-inspirerede sanger Anne Gardø og den Chicago-inspirerede guitarist Klaus Dyrhaugeer er i front, og med et groove leveret af den sammenspillede rytmegruppe Steen Digsmed (guitar), Ebbe Skeel (bas) og Jens Rude (trommer), spiller bandet både nutidig og original blues med indlevelse og sjæl.

Vi fik bl.a. serveret musik skrevet af Buddy Guy, John Mayal, Eric Clapton, Gary More m.fl. men også en smuk Patsy Klein ting blev der plads til. Både publikum og musikere råhyggede. Der blev også danset foran scenen og både unge og gamle var på gulvet til den tunge, gyngende musik. Det var tæt på at blive en lille fest og der blev først lukket ned halv sent på aftenen, men ikke senere, end at naboerne kunne få deres nattesøvn.

Herligt at vi igen har Hundested Kino og kan bruge den til ramme for endnu en fed musikaften.

Jesper Kragh-Pedersen